Kropsterapi
Prøver din krop at fortælle dig noget? - Måske er det på tide at du begynder at lytte efter…
Jeg åbner nu op for kropsterapeutiske behandlinger - til elevpris. Jeg er i fuld gang med kropsterapeutuddannelsen hos Totum, og er klar til at hjælpe dig og din krop i balance.
Tilgangen bygger på den overbevisning, at krop og psyke hænger uløseligt sammen og påvirker hinanden gensidigt! Derfor er kropsterapi og kropsterapeutiske behandlinger yderst relevant for dig, som har fysiske gener, er følelsesmæssigt i ubalance eller kæmper med en kombination af begge dele.
En kropsbehandling kan se meget forskellig ud fra gang til gang og fra menneske til menneske. Jeg tilrettelægger behandlingen efter hvem du er, hvad du kommer med og hvad din krop sender os af signaler. Nogle gange vil behandlingerne udelukkende fokusere på at formindske kropslig ubehag, som hold i nakken, kæbespændinger og eller ømme muskler. Andre gange eller hos andre mennesker, kan vi gå på opdagelse i, hvor disse smerter eller ubehag eventuelt også kunne være opstået - fx ved at undersøge det følelsesmæssige lag. Det er helt op til den enkelte.
Rammerne for en behandling hos mig er enkle og trygge.
En behandling varer 60 min.
Vi starter med en kort samtale (ca.5min) om dig og din krop - har du smerter eller spændinger? Hvor sidder ubehaget? Går du gennem en stressende periode eller er der andet der kan være med til, at din krop og dit sind er på overarbejde?
Herefter lægger du dig på briksen, i undertøj, dækket med et tæppe.
Jeg arbejder med blide, rytmiske bevægelser – en form for pulsering, der hjælper nervesystemet til ro og hjælper kroppen med at slappe af. Derudover bruger jeg faste tryk, massage og stræk, som giver adgang til de dybere lag i kroppen, hvor spændinger ofte har sat sig fast.
Det er her, vi - hvis du vil det - kan begynde at komme i kontakt med det, der ligger bag – følelser, oplevelser og mønstre, som kroppen har holdt på over tid. Det kan være et sårbart møde, og derfor foregår det i dit tempo, med vejrtrækningen som et trygt anker hele vejen igennem. Jeg guider dig og støtter dig, så du trygt kan give plads til det, der viser sig.
Behandlingen løsner op for spændte muskler, beroliger nervesystemet, øger din bevidsthed og kropskontakt, og giver energi og ro på samme tid.
Efter en behandling kan du måske mærke forskellige reaktioner i kroppen. Det er helt naturligt og ofte et tegn på, at noget er begyndt at bevæge sig.
Kropsterapi
Følelser kan mærkes i kroppen! Når vi er glade, kan det føles dansende og boblende, når vi er nervøse kan det mærkes i maven, registreres i vejrtrækningen og i hjerterytmen, når vi er vrede eller kede af det, kan det sætte sig som spændinger i kæben, i skulder/bryst/halsområdet og kroppen kan få svært ved at holde sig helt oprejst.
Nogle af os er særligt “gode” til at lukke ned for både krop og følelser, men indestængte følelser sætter sig som spændinger, der over tid bliver en naturlig del af vores måde at være i os selv på. Nogle af os render rundt i årevis med smerter og anspændthed i kroppen og bare accepterer denne ubehag.
Kroppen husker det, vi ikke har fået mærket og ikke fået forløst – og derfor er det også gennem kroppen, vi nænsomt kan begynde at give slip.
Det er helt naturligt, at vi undgår og ignorerer det, der gør ondt. Vores nervesystem er skabt til at beskytte os, og det forsøger hele tiden at holde os væk fra det, der føles overvældende. Derfor kan det være svært selv at få adgang til det, der ligger bag spændingerne.
Når vi arbejder med kroppen i et trygt rum, bliver det muligt stille og roligt at nærme sig det, der tidligere har været for svært at være med. Og det er her, jeg støtter dig – så du ikke står alene i processen.
Eksempler på symptomer som kan behandles med kropsterapi:
Fysiske symptomer
Smerter og spændinger i nakke, hals og kæber
Skulder- og rygsmerter
Hovedpine
Uro i arme og ben
Overfladisk vejrtrækning
Lav kropsbevidsthed
Psykiske symptomer
Overtænkning og tankemylder
Nervøsitet og indre uro
Selvværdsproblematikker
Søvnløshed
Angst
Stress
